Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Café-koncert- Matador i ord og toner

Dato
Torsdag d. 28. januar 2021, Kl. 19:30 til kl. 21:00
Sted
Sct. Clemens kirke, Parkboulevarden, Randers
Pris
30,-

Hvad får man, når man blander forkærligheden for Matador med passionen for musik og interessen for historie? Man får følgende cocktail: ”Matador i ord og toner – et koncertforedrag.”

Musikken, der indgår i Matador, er et relativt uudforsket område, som Toner af Guld med stor entusiasme har kastet sig over. Tidens toner med Marguerite Viby, Leo Mathiesen, Lulu Ziegler og Ib Schønberg understreger stemninger af glæde, vemod, munterhed og drama. Det samme gør Rødes bryllups-optræden, de tyske soldaters traurige lieder samt indslag på Postgaarden af finkulturel karakter.

Toner af Guld guider publikum på en musikalsk tidsrejse fra 1929-1947, hvor genrerne er bredt repræsenteret med alt fra operette til revyviser og jazz. Numrene bindes sammen af små fortællinger om TV-succesen, musikken og perioden, og de integrerede fællessange afrundes på festlig vis af Konsulinde Holms sølvbryllupspoesi på ”Sølvstænk i det gyldne hår”.

Den midtyske duo, Toner af Guld, består af ægteparret Helle og Dynes Skovkjær – en klassisk sopran og en alsidig spillemand. Helle og Dynes har siden 2008 år sammen optrådt med flere hundrede kirke- og sognekoncerter, kabareter og koncertforedrag. De har begge en fortid som skuespillere på sommerspillet Busbjerg, hvor de traf hinanden i 2008. Begge er læreruddannede, hvilket kommer til udtryk gennem deres bemærkelsesværdige formidlingsevne.